Årsmødet 2021 – tilmelding, frister og praktiske spørgsmål

Årsmødet er om blot få uger og vi er ved at være rigtig godt med i planlægningen. Hermed kommer lidt praktiske oplysninger samt en “reminder” på diverse tilmeldinger og frister.

Workshops

Vi har stadig ledige pladser til workshop med Bruno Wijman for blot 350 kr. og en enkelt plads til Peter Warrens workshop. Skriv til workshop@bonsai-danmark.dk for tilmelding. Begge workshops vil foregå om søndagen.

Udstilling

Tilmelding af bonsai

Der kan tilmeldes op til 3 opstillinger pr. medlem og tilmeldinger til hovedudstillingen samt bonsai-på-vej kan sendes til udstilling@bonsai-danmark.dk.

Venligst medsend ét billede pr. opstilling af det du ønsker at udstille, samt mål på træet og vælg hvor meget bordplads du forventer at bruge pr. opstilling. Vi har standardmål på 90 cm, 120 cm, 150 cm og 180 cm. Hvis du har særlige behov udover standardmålene bedes du skrive dette i mailen. For Shohin opstillinger er det ikke nødvendigt at måle træerne. Dette skal være med til at sikre vi får tildelt de korrekte mål til de forskellige opstillinger.

Tilmeldingsfrist til udstillingen er senest 1. september. Ved overskud af tilmeldinger fravælges efter kvalitet, dette står Søren Meyer og jeg selv for, som bestyrelsens udpegede udstillingsansvarlige.

Auktion og handlende

Auktionen vil blive holdt igen i år, og tilmelding til auktion og betingelser kommer Erling med når vi kommer lidt tættere på årsmødet.

Der vil også være mulighed for stadepladser som bliver placeret i foyeren. Bestyrelsen har besluttet det koster 50 kr. pr. løbende meter op til 3 meter og herefter koster det 100 kr. pr. løbende meter. Tilmelding hertil kan også ske til dbs@bonsai-danmark.dk. Vi har i år besluttet at sænke minimumsbeløbet for auktion fra 300 kr. pr. lot til 100 kr.

Parkering

Der er parkeringspladser ved Billund Centret (Hans Jensensvej 6, 7190 Billund). Derudover er der også pladser ved P-huset i Billund ved Hovedgaden 24 og ved Lego House.

Festmiddag

Igen i år afholder vi den traditionsrige festmiddag hvor præmiering m.m. vil foregå. Man kan tilmelde sig festmiddagen ved at skrive til middag@bonsai-danmark.dk, det koster 300 kr. pr. mand at deltage.

Entre

Entre er gratis for alle DBS medlemmer. For ikke-medlemmer koster en en-dags billet 50 kr. og en weekend billet koster 80 kr. Entre købes og betales på dagen

Vagter

Vi mangler stadig vagter til udstillingen og billetsalg. Man kan få et tidsslot på helt ned til 2 timer og vi håber derfor vi kan få flere til at hjælpe med at stå vagt. DBS sørger for tydelig skiltning af hvem der er vagt, så man ikke er i tvivl. Hvis man ønsker at hjælpe med at være vagt, må man meget gerne skrive til dbs@bonsai-danmark.dk og skrive hvilken dag man kan være vagt og hvor længe man ønsker, f.eks. 2 eller 4 timer.

Vi glæder os til at se jer alle!

Mvh,

Bestyrelsen

error: Content is protected !!