Månedens træ af Anders Weise
Jeg Hedder Anders Kjeldgaard. Jeg er født og opvokset i Nordjylland.
Jeg er oprindeligt udlært elektriker og så senere videreuddannet mig til køletekniker. Til dagligt sidder jeg som afdelingsleder i et kølefirma i Skagen.
Jeg begyndte med Bonsai i 2018, så har været i gang i 5 år ca.
Jeg har altid haft en “hands on” tilgang til tingene, så det faldt mig nemt at begynde med bonsai som endnu en hobby. At jeg så skulle blive suget helt ind i denne fantastiske hobby, så hurtigt, havde jeg ikke regnet med.
Jeg er medlem af Bonsai Kita, som er Danmarks nordligste bonsai klub. Her har vi klippe-møder i foråret og efteråret.
Jeg har også kommet en hel del på Martin Nielsen bonsai skole ( Bonsai Art Nature ).
Gennem bonsai har jeg fået en masse fantastiske venner. Så selvom der går meget tid med at vande og sidde alene og fordybe sig i et træ, er bonsai også lige så meget en social ting for mig.
Det der fascinerer mig ved bonsai er, at man kan lave små kunstværker, som man så også skal holde i live. Det at arbejde med et levende materiale er spændende. Det at give tid, kærlighed og omsorg til et træ og så opleve at dette kommer tifoldigt tilbage hen ad vejen, når træet trives og gror er helt specielt. Det tidsmæssige aspekt af bonsai, syntes jeg også er fascinerende. At lave noget i dag, som man måske først ser effekten af, mange år senere.
Jeg er nok også lidt af en nørd, og kan få rigtig meget tid til at gå med at nørde forskellige teknikker.
Månedens træ fra Anders
Træsort: Skovfyr – Pinus sylvestris
Hvor længe har du haft træet?
Jeg har haft træet siden 2019. Træet er købt som grundlag af Martin Nielsen.
Skål:
Bogdan Pociask
Pris:
Kan ikke huske hvad jeg har givet for træet, men en fair pris for dette typegrundlag.
Andre oplysninger:
Træet er et yamadori fra Norge. Træet havde en fin forgrening da jeg købte det som grundlag.
Første styling blev udført på en workshop januar 2020. Derefter fik træet lov til at komme sig og det fik lov til at gro uberørt resten af året, for at få energien op i træet igen.
Træet blev pottet om fra den store trænings skål til den meget mindre nuværende skål i foråret 2021.
Træet groede fint efter ompotning og viste det havde masser af energi. Senere i foråret blev de nye lys knebet.
Træet blev fin snøret i januar 2022. Lys er også knebet i foråret 2022.
Træet var på udstilling 1. gang i år til Årsmødet i Silkeborg, hvor det vandt Bedste træ.
Billeder forklaret:
1. billede: Træet efter første styling i 2020.
2. billede: vækst sommer 2020.
3. billede: Træet januar 2020 efter lidt oprydning i gamle nåle.
4. billede: Træet efter ompotning, forår 2021.
5. billede: Sommer 2021.
6. billede: træet efter 1. omgang tråd er fjernet helt.
7. billede: træet efter anden omgang trådning 2022.
8. billede: træet på udstilling Maj 2022.
9. billede: træet på udstilling Maj 2022.
10. billede: Træet August 2022.