Månedens træ – april 2023

Dansk Bonsai Selskab
Månedens træ, april 2023 af Julie Isager
Julie Isager, lærk bonsai, månedens træ april 2023

Mit navn er Julie Marie Isager, og jeg bor nord for København med min mand og to, snart tre børn.

Natur, have og bonsai er et afbræk fra mit arbejde på Københavns Universitet, hvor jeg til hverdag udvikler universitetsundervisning.

Min plan med at vise netop denne (ufærdige) lærk og give min fortælling er denne:

Bonsai handler om at arbejde med træer frem mod et mere interessant, afbalanceret og smukt udtryk, Glæden over træerne kan sagtens være intakt, selvom træet ikke er ’perfekt’, og nok ikke bliver det lige foreløbig.

Heldigvis kan bonsai godt fungere som hobby, der egentlig ikke behøver være alt for tidskrævende. Min hverdag lader mig ikke gå de mest direkte og effektive veje fra pind i potte til bonsai. Der er simpelthen ikke tid til den mest effektive timing. Langsomt, og gerne i samtale med andre bonsaientusiaster, min børn eller mand, kommer beslutningerne. Herhjemme siger vi i sjov, at vi laver træer til de kommende generationer.

Jeg blev for alvor interesseret i bonsai i 2007 under en rejse til Tokyo. Min lejlighed i København var fyldt med orkideer, og det kunne være sjovt at se den japanske version af en ’planteskole’. Under besøget hos Kunio Kobayashi forstod jeg, at det at holde planter kan være en kreativ formgivning af planter – og det er sjovere end blot at vande.

Denne almindelige europæiske lærk (larix decidua) er yamadori fra 2019 i Gribskov nord for København (selvfølgelig gravet op med tilladelse). Jeg synes, det er sjovest at arbejde med yamadori, jeg selv har fundet.

Den stod helt inde mellem to store rødder fra et kæmpestort lærketræ, og det var derfor temmelig vanskeligt at få op. Derfor har jeg i de seneste år arbejdet en del med rodnettet, og kun arbejdet sparsomt med kronen. Flere lange, lige opretvoksende grene er blevet fjernet, og jeg har ladet helt små knopper vokse frem og få en vis tykkelse.

I vinters er den store, lave gren til venstre gået ud. Så nu starter overvejelserne om træets muligheder forfra. For nuværende synes jeg, at den døde gren giver karakter, men skal reduceres – ligesom kronen generelt trænger til en opstramning.

Skålens ophav står ikke klart for mig, men for nuværende passer den nogenlunde til rodnettets modenhed. Træet skal nok flyttes lidt i skålen ved næste omplantning.

Jo, det ville da være dejligt, hvis træet var nået længere. Men stiller jeg resultatmål frem for procesmål, så bliver bonsai utilfredsstillende og frustrerende for mig med den hverdag jeg holder.

Mange hilsner og ønsker om en glædelig sæson,

Julie

Julie Isager, lærk bonsai, månedens træ april 2023

Månedens træ af Julie

Træsort: Larix decidua – Europæisk lærk

Hvor længe har du haft træet?

Træet er et yamadori og blev gravet op i 2019

Andre Månedens træ

Bonsai:Aikō-ka

Fra Start til Mester

I konstant udvikling -
fra frø til kunstværk

Webshoppen med det alsidige sortiment i fortsat vækst
Annonce

BonsaiVærkstedet

Danmarks førende bonsai butik med alt du behøver til din bonsai hobby.
Annonce

Følg Dansk Bonsai Selskab

BLIV MEDLEM AF DANSK BONSAI SELSKAB

Er du nysgerrig på bonsai? Meld dig ind i Dansk Bonsai Selskab og få adgang til alle medlemsfordelene. 

LOG INd