Dansk Bonsai Selskab afholdt sit 34’te årsmøde, også kaldet Dansk Bonsai Festival, på Nordkraft i Aalborg den 30. – 31. maj. De fysiske rammer for festivallen var fremragende. Der var god plads til såvel udstilling som demonstration, m.v.; antallet af udstillede enheder var rekordstort med 53 registreringer; og det myldrede med interesserede mennesker. Det var tydeligt, at Nordkraft som Aalborgs kultur og idrætscenter var en publikumsmagnet for et meget stort område. Selskabet fik flere nye medlemmer.
Der skal lyde en stor tak til alle, der bidrog til det succesfyldte arrangement. Bonsai Kita var medarrangør, og den store indsats, som medlemmer af denne klub ydede, må især fremhæves.
Vi havde den glæde at opleve den dygtige spanske bonsai-ekspert Antoni Payeras, som afholdt inspirerende demonstrationer og workshop. Det var også Antoni, der fungerede som en grundig og systematisk dommer ved udstillingen. Her vandt Martin Nielsen prisen for bedste bonsai, Morten Albek for bedste Shohin-bonsai opstilling og Yvonne Graubæk for bedste Kifu-bonsai (mellemstørrelse). Følgende fik hædrende omtale: Martin Nielsen (Bonsai), Erik Pedersen (Kifu) og Søren Meyer (Shohin). EBA’s Certificate of merit blev tildelt John Ryel Jacobsen for en fin bøg i en utraditionel skål af jernplader. Publikumsprisen gik til Johan Bentsen for en småbladet elm på sten.
Alt i alt en rigtig dejlig weekend, der viser at en bonsai udstilling, under de rigtige forhold kan tiltrække interesserede og give alle en god og inspirerende oplevelse.
Link til billeder er et tilfældigt udvalg af snapshots fra Festivallen. De officielle billeder, taget af Morten Albek, vil snarest blive offentliggjort.