Nyt fra bestyrelsen – juli ’21

Dansk Bonsai Selskab

Nyt fra bestyrelsen

Vi nærmer os med hastige skridt årsmødet for 2021 som afholdes 17.-19.september i Billund. Bestyrelsen var samlet til det første møde efter konstitueringen og har truffet en række beslutninger, som dette nyhedsbrev vil være præget af.

Først og fremmest er det en fornøjelse at Danmark efterhånden er så godt vaccineret, at vi igen kan mødes og vi håber at dette fortsætter langt ind i efteråret således vores årsmøde kan afholdes uden de store og indgribende restriktioner.

 

Årsmødet 17.-19. september

I forhold til årsmødet, så er det besluttet at vi afholder ”Bonsai på vej”, som bliver placeret særskilt i Foyeren i Billund centret. Hovedudstillingen vil være i den store ”Teatersal” hvor vi forventer at kunne have mellem 30-40 træer alt efter hvilken opstillingsplan vi vælger. Der har været en del bekymringer omkring lyset i salen, da salen er lidt mørk. Jeg har været nede og besigtige salen og kan berette om, at hvis vi stiller bordene så alle træer får dagslys gennem de store vinduer, så burde det ikke give problemer.

Tilmelding af bonsai

Der kan tilmeldes op til 3 opstillinger pr. medlem og tilmeldinger til hovedudstillingen samt bonsai på vej kan sendes til udstilling@bonsai-danmark.dk.

Venligst medsend et billede pr. opstilling af det du ønsker at skal udstilles, samt måle hvor højt træet er og vælge hvor meget bordplads du forventer at bruge pr. Opstilling, vi har standardmål på 90, 120, 150 og 180. Hvis du har særlige behov udover standard målene bedes du skrive dette i mailen. For Shohin opstillinger er det ikke nødvendigt at måle træerne. Dette skal være med til at sikre vi får tildelt de korrekte mål til de forskellige opstillinger. Tilmeldingsfrist til udstillingen er senest 1 september. Ved overskud af tilmeldinger fravælges efter kvalitet, dette står Søren Meyer og jeg selv for, der er bestyrelses udpegede udstillingsansvarlige.

 

Ingen talentkonkurrence

Vi har i år valgt ikke at afholde talentkonkurrence. Dette er valgt fordi vi mener selskabet for sent har meldt ud hvorvidt talentkonkurrencen er en mulighed og vi gerne vil sikre det bliver en succes, når det afholdes. For at talentkonkurrencen kan blive en succes, er det vores overbevisning, at vi skal hjælpe de nye med at forberede sig til talentkonkurrencen så vi får det bedste grundlag for at opstille medlemmer til konkurrencen og også får de bedste chancer internationalt, når vinderen går videre. Vi ved der allerede er flere klubber og skoler som træner nye medlemmer til at kunne deltagere i konkurrencen og håber på endnu flere vil dette. Talentkonkurrencen vil derfor blive indført i 2022 når vi har årsmødet i Silkeborg.

 

Auktion og handlende

Auktionen vil blive holdt igen i år, og tilmelding til auktion og betingelser kommer Erling med når vi kommer lidt tættere på årsmødet.

Der vil også være mulighed for stadepladser som bliver placeret i foyeren. Bestyrelsen har besluttet det koster 50 kr. pr. løbende meter op til 3 meter og herefter koster det 100 kr. pr. løbende meter. Tilmelding hertil kan også ske til dbs@bonsai-danmark.dk. Vi har i år besluttet at sænke minimumsbeløbet for auktion fra 300 kr. pr. lot til 100 kr. Det skal gerne medvirke til, at flere kan være med, både til at sælge og købe noget. Derudover har vi en plan for at gøre selve auktionen mere ”levende” hvilket gerne skulle få bydelysten op hos de deltagende.

 

Peter Warren – demo og workshop

Vi forventer fortsat at Peter Warren kommer og afholder en workshop med plads til 10 deltagere. Prisen for workshop er 500 kr. og tilmeldinger sendes til workshop@bonsai-danmark.dk. Tilmelding er gyldig når man har modtaget bekræftelse for betaling for workshoppen fra vores Erling Klysner.

Foruden Workshop vil Peter Warren afholde en demo. Vi har talt om, at demoen skal have et lidt andet format, end det vi plejer, da mange timers arbejde på et enkelt træ, ofte med meget snøring ikke altid er lige spændende. Vi vil gerne have en demo der engagerer publikum på en anden måde, med mulighed for at stille spørgsmål og hvor grundlaget måske ikke er så komplekst at arbejde med, men kan have nogle designvalg der er gode at tale ud fra, og som mange ville kunne få gavn af – lidt i stil med en demo om ”det umulige træ”.

Andre aktiviteter

Vi arbejder også på at afholde en række ”mini-foredrag” i løbet af dagen, der kan tage mellem 15-30 minutter. Der er allerede god opbakning til disse, hvis nogen kunne have mod på dette, hører vi meget gerne fra jer – skriv til emil@bonsai-danmark.dk

 

Festmiddag

Igen i år afholder vi den traditionsrige festmiddag hvor præmiering m.m. vil foregå. Det vil foregå på det spisested, som er i Billundcentret. Spisestedet er desværre gået konkurs under corona, men hvis der ikke kommer en ny forpagter, har vi fået lovning på at måtte bruge lokaler alligevel, og bestille mad udefra. Det er en del af aftalen med Billundcentret. Man kan tilmelde sig festmiddagen ved at skrive til middag@bonsai-danmark.dk, det koster 300 kr. pr. mand at deltage.

 

Vil du hjælpe til?

En sidste ting i forhold til årsmødet er, at vi kommer til at mangle vagter til billetsalg og udstillingen. Man kan få et tidsslot på helt ned til 2 timer og vi håber derfor vi kan få flere til at hjælpe med at stå vagt. DBS sørger for tydelig skiltning af hvem der er vagt, så man ikke er i tvivl. Hvis man ønsker at hjælpe med at være vagt, må man meget gerne skrive til dbs@bonsai-danmark.dk og skrive hvilken dag man kan være vagt og hvor længe man ønsker, f.eks. 2 eller 4 timer.

 

Andet nyt

Udover årsmødet har bestyrelsen truffet en række beslutninger omkring digitalisering af DBS, Online bonsai konkurrence, færdiggørelse af hvidbog, årsmøde 22 samt 23, foto konkurrence og så vil vi gerne se på muligheden for at have et ekstra éndags-arrangement om året. Dette, og meget mere vil de kommende nyhedsbreve handle om.

De bedste hilsner,

Emil Jensen og bestyrelsen

Andre nyheder

Bonsai:Aikō-ka

Fra Start til Mester

I konstant udvikling -
fra frø til kunstværk

Webshoppen med det alsidige sortiment i fortsat vækst
Annonce

BonsaiVærkstedet

Danmarks førende bonsai butik med alt du behøver til din bonsai hobby.
Annonce

Følg Dansk Bonsai Selskab

BLIV MEDLEM AF DANSK BONSAI SELSKAB

Er du nysgerrig på bonsai? Meld dig ind i Dansk Bonsai Selskab og få adgang til alle medlemsfordelene. 

LOG INd