En af den europæiske bonsaiverdens allerstørste begivenheder er den årlige censurerede udstilling, Noelanders Trophy, der i år fandt sted den 23. – 24. januar i udstillingshallerne Limburghal i Genk, nær Bruxelles. Ud over de store Bonsai var fokus i år på ”Kifu”-størrelsen (21 -35 cm).
Ca. 100 bonsai og suiseki kom gennem nåleøjet, og blev præsenteret i en bjergtagende udstilling. Der var pæn repræsentation fra Danmark, idet både Martin Nielsen, Yvonne Graubæk, Søren Meyer og Torben Brenfeldt, alle medlemmer af Dansk Bonsai Selskab, udstillede i det fine selskab. Der var endvidere over 80 salgsboder i et udvidet handelsområde, så der var nok at se på.
Demonstratører gennem de 2 dage var to dygtige japanere: Taiga Urushibata og Koji Hiramatsu, samt Mauro Stemberger fra Italien.
Dansk Bonsai Selskab har fået tilladelse af “Bonsai Association Belgium” til at offentliggøre de officielle billeder af de nominerede og præmierede bonsai og suiseki fra udstillingen. Alle billeder er taget af: Willy Evenepoel.